Bokomtale: Sjelesorg i teori og praksis

Tor Johan S. Grevbo, Sjelesorg i teori og praksis – En lærebok og håndbok med mange perspektiver. Oslo: Luther Forlag 2018. 505 sider.

Mangeårig rektor i Presteforeningen, Tor Johan S. Grevbo, utga i år boken «Sjelesorg i teori og praksis». Boken er en oppfølger til hans sjelesorghistorie «Sjelesorgens vei» som kom i 2006. Grevbo har vært lærer i sjelesorg ved MF og professor i sjelesorg ved Teologisk fakultet i København og Høyskolen Diakonova i Oslo. Han var rektor i Presteforeningens studieavdeling 1992-2001. Prest.no bringer her anmeldelsen av Grevbos bok som sto i vår danske søsterforenings «Præsteforeningens Blad» i september 2018. Vi takker for velvillig tillatelse fra forfatteren og fra redaktøren av Præsteforeningens Blad. Forfatteren, Thomas Gudbergsen, er sykehusprest på Holbæk sykehus, og sokneprest ved Tveje Merløse kirke.

En væsentlig sjælesørgerisk fagbog

Først trykt i Præsteforeningens Blad 39/2018, 28. september, s.914-917. Alle tall i parentes henviser til sidetall i boken.

Skandinaviens nestor inden for sjælesorgsfaget den norske teolog og professor Tor Johan Grevbo har skrevet en væsentlig sjælesørgerisk fagbog. Bogen fortjener at blive betragtet som et standardværk, og må allerede nu regnes for en praktiskteologisk begivenhed i Norge, Danmark og Sverige. Det skal følgende anmeldelse skitserende en generel vurdering af bogens udmærkelser videre søge at argumentere for. For overblikkets skyld nævnes bogens hoveddele:

1. Sjælesorgens grundlæggende profil og udformning (13)
2. Sjælesørgerens læringspunkter og basiskompetence (51)
3. Sjælesorg i kulturens og samtidens lys (74)
4. Teologiske synspunkter med tanke på praksis (125)
5. Tværfaglige synspunkter til berigelse af sjælesorgen (220)
6. Sjælesorgens praktiske udfoldelse (269)
7. De specifikke sjælesørgeriske ’midler’ (354)
8. Sjælesorg og humor (441)
9. Sjælesorg for sjælesørgere (451)

Sjælesorgens teologiske forankring

Foruden at temaet løber igennem hele bogen, dedikerer Grevbo bogens længste kapitel til sjælesorgens teologiske forankring (D). For sjælesorgen må ikke bare besinde sig på kirkens traditioner, men også grave dybt i disse efter uopslidelige teologiske kernepunkter, som den kan leve af og hjælpe ud fra. Forfatter fremhæver som centrale punkter: Gudsbilledet (138). Treenigheden (142). Menneskesyn (155). Synd, skyld og skam (177). Retfærdiggørelse (188). Helligånden og dens gaver i sjælesorgen (202). Den teologiske refleksion i sammenhæng med den sjælesørgeriske praksis må til stadighed søge at bekræfte, udfordre, klargøre og udvide måden hvorpå vi forstår os selv og den hjælpsøgende, og måden hvorpå vi tolker den religiøse tradition. Udkommet er teologisk forankrende og menneskeligt agtsomt på en nærværende og aktuel måde. Der er en pointe i, at netop når kristen sjælesorg ved, hvad den kommer af og bygger på, at den akkurat derved evner at møde den hjælpsøgende, hvor vedkommende er.

Sjælesorgens samtidige dannelse

Side om side med ovenstående peger forfatteren på, at den teologiske refleksion altid må tage den menneskelige erfaring alvorligt. Både sjælesørgerens og konfidentens. Intet menneskeligt må være teologien eller sjælesørgeren fremmed. Det betyder, at den teologiske tradition og tænkning også må være villig til at lade sig påvirke af nutidens erfaring (212). Tor Johan Grevbo lancerer selv i den sammenhæng en samtidsdiagnose (81), og fremdrager, at sjælesorgen altid må sætte sig ind i og bidrage til sin tids samfundsforståelse. Ud fra kristen tro og tradition delvist tilpasse sig den, delvist kritisere den og delvist forsøge at ændre hvad der for verden og menneskene er ødelæggende træk (120).

Bogens mange perspektiver – i teorien..

Bogen lever godt op til sin undertitel: En lærebok og håndbok med mange perspektiver. Grevbo funderer da også selv over, om bogen vil for meget (49). Når ret skal være ret så kan overskueligheden i bogen trues en smule af ønsket om at præsentere en helhed (11). En god indholdsfortegnelse gør imidlertid, at læseren manøvrerer rimeligt let rundt på de godt 500 sider. Som forgængeren Sjelesorgens Vei (2006/16) – også en milepæl i sjælesorgslitteraturen -samtaler Sjelesorg i teori og praksis i endnu videre grad nationalt som internationalt (svensk, dansk, tysk og engelsk) med mange forskellige sprogområder. Grevbo er imponerende godt orienteret inden for sjælesorg, teologi, filosofi, sociologi, psykologi, religionspsykologi, skøn- og samfundslitteratur, digtekunst, spiritualitet, kirke og tro. Egentligt hører musik, åndelige sange og billedkunst også til hans sagsvokabular. Alt sammen tjener dialogen med andre faggrupper til at styrke sjælesorgens rækkevidde, så flest mulige af menneskers problemer og udfordringer kan mødes og afhjælpes. Forholdet til de forskellige psykoterapiformer er velbehandlet, og hele tiden med ønsket om at være i frugtbar dialog (220). Samtidigt også med en tydelig markering af, at der er forskelle på sjælesorgen, som er en kirkelig disciplin, og psykoterapien som bygger på psykologisk forskning (227). Fagene bør samarbejde, men kan og vil også noget forskelligt (228).

.. og i praksis

En virkelig brugbar side ved Grevbos nyeste bog er dens konkrete praksisorientering. Man mærker, at han selv er sjælesørger. Fra start af præsenteres læseren for den opmærksomhed som sjælesørgeren med fordel kan have i sin tilrettelæggelse af hjælpemødet. Al hjælpekunst begynder med opmærksomheden på, hvor den hjælpsøgende befinder sig, men derefter kan det være indsigtsfuldt at overveje én eller flere af Grevbos indfaldsvinkler i mødet med konfidenten (41). Handler mødet om hjælp til at forebygge at smertefulde situationer opstår? Handler det om at give den hjælpsøgende bedre evner til at stå imod med? Hjælp til at forandre noget? Råd til fordybelse? Eller er indfaldsvinklen mest af alt at favne og trøste den af livet slagne? De 5 F’er er praktiskrelaterede og nytænkende indfaldsvinkler til sjælesorgen: Forebygge – Forstærke – Forandre – Fordybe – Favne. Sjælesorgens praktiske udfoldelse bliver helt konkret (F-afsnittet), når forfatteren angiver indsigtsfulde grundregler for samtalen (283). Håndgribelige lytteanvisninger (292). Forskellige samtaleformer er også beskrevet. Fra husbesøg til sociale medier (328). Personligt har jeg ikke tidligere i faglitteraturen stødt på begrebet ’korttidssamtaler’ (338). Det er et oplagt begreb at kende til, for det er spot-on i rigtig mange sjælesørgeriske situationer, hvor tiden er en mangelvare. Det handler om at øve sig i at se muligheder i de korte møder med folk, og undgå at have dårlig samvittighed over, at tiden er en reel faktor tit og ofte (340). Ligeledes er professorens brede oplistning af sjælesorgens specifikke midler ganske iøjnefaldende: Bibel (360), meditation (372), bøn (379), salmer (391), sakramenter (401), skriftemål (406), religiøs kunst (413), velsignelse (420) og pilgrimsvandring (436). Det er nyttige virkemidler i sjælesorgsarbejdet, som siger noget grundlæggende om, at sjælesorg ikke bare kan begrænses til samtale.

Humor og egenomsorg

En opsigtsvækkende del af bogen er ti sider, der beskriver humorens betydning i sjælesorgen. Humoren er først og fremmest en kraft som har et frigørende aspekt i sig ind i menneskets begrænsede situation. Det kan være det pludselige indfald eller det at vende tingene på hovedet. Grevbo taler også om, at troen giver en indre frihed, håbet en grænsesprængende fantasi, og kærligheden medfører blikket for det væsentligt. Tilsammen kan de forløse den i halsen ellers så fastsiddende knude (444). Latter og gråd er tæt forbundne.

Tor Johan Grevbo er selv en meget erfaren sjælesørger, og derfor er det en styrke ved hans nye fagbog, at han også dedikerer et kapitel til sjælesorg for sjælesørgeren. Det pointerer vigtigheden af, at alle der arbejder med at hjælpe mennesker må være på vagt over for omsorgstræthed og udbrændthed. Konkrete faresignaler listes op (461). Ligesom afsnittet også fremhæver det ressourcegivende, der ligger i at få lov at være så tæt på andre mennesker, og at opmærksomhed på lige præcis det faktisk mindsker risikoen for at brænde ud (453).

Målgruppe

Grevbo er forskningsmæssigt opdateret inden for sit felt. Mange ekskurser, petitafsnit og fodnoter appellerer til læsere med et fagligt højt niveau. Der er en 40 sider lang litteraturliste (466). Men forfatteren ønsker også, og jeg synes han lykkedes med det, at præsentere en brødtekst, som alle med interesse for faget sjælesorg, kan være med på og få meget ud af. Grundet det brede udsyn til andre humanistiske discipliner, som psykologi, filosofi etc. er bogen også velegnet for andre end præster og sjælesørgere. Terapeuter kan også have glæde af bogen. Efter alle dele af bogen (undtagen de to sidste) er der spørgsmål til samtale og refleksion, hvilket gør bogen velegnet til studiegrupper og i sjælesorgsundervisningsøjemed. Samlet set giver jeg Sjelesorg i teori og praksis særdeles gode anbefalinger. Bogen må erhverves af enhver, der interesserer sig for sjælesorg og arbejder med faget. Ingen anden forfatter i Norden har et lignende teoretisk og sagligt overblik over de mange grene, som sjælesorgen forplanter sig i og samarbejder med. Både historisk og aktuelt.

Af Thomas Gudbergsen, Sygehuspræst på Holbæk Sygehus og sognepræst ved Tveje Merløse Kirke